Præsident XI Jinping står i spidsen for den mest gennemgribende og brutale undertrykkelse i Kina i årtier. Systemkritikere bringes til tavshed. Civilsamfundet lukkes ned. Uafhængig journalistik findes ikke. Kommunikation på internettet er begrænset. Hong Kongs i forvejen begrænsede friheder udfordres. Og for uighurerne og andre muslimske mindretal i Xinjiang har Beijing skabt verdens mest indgribende overvågningssystem, og mere end en million mennesker er frihedsberøvet og underlægges tvungen indoktrinering.
Bejings prioritet har været at undgå international kritik af disse dybt foruroligende tendenser. Efter længe at have censureret hvad folk kan sige i Kina, forsøger Beijing nu at censurere kritiske røster på tværs af kloden. Det seneste offer er den danske avis Jyllands-Posten, som Beijing har angrebet for at bringe en tegning, der viser et coronavirus som en del af det kinesiske flag. Den kinesiske regering truer også i stigende grad hele det internationale system, der beskytter menneskerettighederne over hele verden.
Nogle diktatorer og autokrater ser en fordel i at støtte op om Kina, da de ikke ønsker kritik for egne krænkelser af menneskerettighederne. Andre er købt til stilhed gennem Kinas Belt and Road Initiative - et infrastruktur- og investeringsprogram til billioner af dollars.
Nogle europæiske regeringer er blevet mødt af Beijings trussel om at afskære dem adgangen til det kinesiske marked, der udgør 16% af verdensøkonomien. Den kinesiske regering bruger denne trussel som en del af sin del-og-hersk-strategi, der har gjort det særlig vanskeligt for EU's medlemmer at nå frem til en stærk konsensus om Kina.
Beijing går målrettet efter FN. I FN's Menneskerettighedsråd modsætter Kina sig rutinemæssigt stort set ethvert menneskerettighedsinitiativ, der skarpt kritiserer et bestemt land. Ved FN's hovedkvarter i New York er den kinesiske regering fast besluttet på at undgå diskussioner om deres adfærd i Xinjiang. FN's generalsekretær, Antonio Guterres, har nægtet offentligt at kræve, at der skal sættes en stopper for Kinas frihedsberøvelse af muslimske mindretal.
I FN's Sikkerhedsråd slutter Kina sig til Rusland for at blokere for indsatser i udsatte områder som Syrien, Myanmar og Venezuela. Beijing vil hellere overlade ofrene til deres egen skæbne end at risikere at skabe præcedens for at forsvare rettigheder, fordi det kan få konsekvenser for deres egen undertrykkende opførsel.
De europæiske regeringer er begyndt at erkende Kinas trussel mod det globale menneskerettighedssystem. EU har fremsat adskillige kraftfulde erklæringer om Xinjiang i Menneskerettighedsrådet, herunder et der blev grundlaget for den største fælles regeringserklæring, Kina nogensinde har stået overfor. Europa-Parlamentet har også gentagende gange deltaget i kritikken og tildelte i december den prestigefyldte Sakharov-pris til den fængslede uighurske akademiker, Ilham Tohti.
Men EU og medlemstaterne kan gøre mere. Som udgangspunkt bør europæiske ledere i deres møde med kinesiske embedsmænd erkende, at deres sædvanlige anvendelse af stiltiende diplomati ikke medvirker til effektiv fremmelse af menneskerettighederne. Hvis det kinesiske folk — den primære kilde til forandring — ikke kan høre de europæiske ledere, gør disses interventioner kun en lille forskel.
På samme måde bør EU-regeringerne sørge for at behandle den tilbagevendende EU-Kina dialog om menneskerettigheder som en ekstra mulighed for at behandle rettighedsspørgsmål og ikke som en undskyldning for at undgå offentlig omtale af rettighedsspørgsmål på højt profilerede topmøder. Dette er en særligt vigtig lektie, da Tyskland i forbindelse med sit EU-formandskab netop nu forbereder sig på et større topmøde mellem EU og Kina i Leipzig i sidste halvdel af 2020.
De europæiske regeringer bør undgå dobbeltmoral overfor Kina. Hvis de vil holde embedsmænd i Myanmar ansvarlige for deres krænkende behandling af rohingya-muslimer, hvorfor så ikke kinesiske embedsmænd for deres behandling af uighur-muslimer? Hvis de er opmærksomme på saudiarabiske eller russiske bestræbelser på at købe sig til legitimitet og dække over rettighedskrænkelser, hvorfor så ikke rette opmærksomhed på lignende kinesiske bestræbelser? Hvis de tilskynder til debat om menneskerettighedskrænkelserne begået af Israel, Myanmar eller Venezuela, hvorfor så ikke dem begået af Kina? Adskillige har med rette udfordret Trump-administrationens forkastelige adskillelse af børn og forældre på grænsen mellem USA og Mexico, så hvorfor ikke også udfordre Beijings adskillelse af børn fra deres forældre i Xinjiang?
Endelig bør de europæiske regeringer ikke underkaste sig Kinas del-og-hersk-strategi. Når regeringerne møder Kina på egen hånd, vælger de ofte stilhed, men hvis de står sammen, vil magtbalancen skifte.
Ideelt set bør alle medlemmer af EU tale sammen, da blot en enkelt afviger kan forvandle en stærk udmelding til ingenting. I sådanne tilfælde er det bedre at slutte sig sammen med alle de europæiske regeringer, som er villige til at stå fast over for Beijings angreb på menneskerettighederne, herunder den britiske regering efter Brexit. Ja, den kinesiske regering vil true med økonomisk gengældelse, men deres økonomi kan ikke påtage sig alle på én gang.
Desuden har Europa sin egen økonomiske indflydelse — for eksempel kan europæiske regeringer insistere på virksomheders sikring af forsyningskæder fri for det tvangsarbejde, der pålægges muslimer i Xinjiang.
Konklusionen er, at enhver europæisk regering bør anerkende behovet for at modstå den kinesiske regerings angreb på det internationale menneskerettighedssystem. Årtiers fremskridt på menneskerettighedsområdet er på spil. Og det er vores fremtid også.
